© Jens Cederskjold
Det efterhånden noget slidte vægmaleri på en lille trappeplads i Lissabons bydel Mouraria er en hyldets til fadoen og dens udøvere.
Den sorthårede skønhed med store ørenringe skal forestille Maria Severa, der inden sin død som 26-årig i 1846 havde opnået berømmelse som fadosanger. Hun blev født og levede sit korte liv i Mouraria.
“Fado vadio” kan oversættes til “fri og ubunden fado”.
Fadosangeren akkompagneres typisk af én eller to portugisiske guitarer og én eller to spanske guitarer. Her et instrumentalnummer med denne besætning:
Den ældre herre på portugisisk guitar er Fontes Rocha, der i en årrække akkompagnerede Amália Rodrigues, den største fadista i forrige århundrede.
”Sangstemmen” kan udgøres af et instrument; her er det Rão Kyao, der spiller “Midnatsfado” på sin berømte bambusfløjte:
Optagelsen fra Restaurante A Nini i Lissabon i 2013 giver et indtryk af fadoens folkelige popularitet.
I 2011 gav UNESCO fadoen verdensarvs-status.